Fælleslistens Politik

 
 
 





 

Vores Politik
 

Erhverv:

Den tætte og positive dialog, som Fælleslisten stræber efter på alle områder, omfatter ikke mindst kommunens erhvervs- og handelsliv. Vi vil kæmpe for at få egen erhvervsafdeling, med både plejende og opsøgende funktioner. Kommunen skal være en medspiller som sikrer en hurtig og smidig sagsbehandling.

Landsby:

Den store indsats der bliver gjort i lokalsamfundene vil Fælleslisten bakke op om. Der skal indføres en landsbypulje som skal omfatte hele kommunen, og der udpeges en fast kontaktperson på kommunen. Alle andre tiltag som kan styrke livet i landsbyerne skal prioriteres højt. Vi vil støtte befolkningstilvæksten i landområderne ved bl.a. udstykning af storparceller og gi' mulighed for mindre erhverv på nedlagte landbrug.

Skole:

Vi vil arbejde for en skole, der hele tiden udvikler sig og tilpasser sig omgivelsernes krav. Vi skal udvikle nye metoder og tværgående samarbejder, der sikrer kvaliteten, arbejdsglæden og motivationen. IT-området skal prioriteres så højt, at folkeskolen altid har et tidssvarende tilbud til eleverne. Fælleslisten vil arbejde for at bevare de skoler vi har i dag.

Ældre:

Pleje og omsorg for kommunens ældre er en kommunal opgave. Indsatsen på ældreområdet skal tage udgangspunkt i den enkeltes behov og forudsætninger. Byrådet skal satse på gennemarbejdede fleksible løsninger som fremtidssikrer borgerservicen. Hjælp og pleje skal bygge på respekt, ansvar, værdighed og personlighed.
 

Børnepasning:
Gode pasningsmuligheder og pasningsgaranti er med til at gøre kommunen til et attraktivt sted at arbejde og leve i. Fælleslisten vil fortsat sikre en bred vifte af gode tilbud, hvor børnenes og familiens trivsel er omdrejningspunktet. Også på dette område er det vigtigt med en åben og fordomsfri dialog mellem brugere, medarbejdere og politikere.

Kultur og fritid:
Kultur- og fritidstilbuddene er en del af kommunens tiltrækningskraft. Et højt aktivitetsniveau på hverdagsaktiviteter som sport, musikskole og bibliotek med mere er vigtig. Fælleslisten vil derfor støtte de frivillige foreninger, så både ledere og medlemmer får gode og tilfredsstillende forhold.

Social:
Ved løsningen af sociale spørgsmål er det Fælleslistens holdning, at der skal tages udgangspunkt i den enkeltes ansvar for egen tilværelse. Menneskelig respekt og selvværd bygges bedst på selvstændighed og personlig uafhængighed. Derfor er det vigtigt at frigøre, og bruge alle ressourcer til at dække reelle behov.

Arbejdsmarked:
Fælleslisten vil modarbejde fordomme, samt sikre gensidig respekt. Alle der kommer til kommunen skal integreres effektivt, en opgave vi mener der sammen med arbejdsmarkedsområdet løses bedst ved deltagelse af lokale virksomheder.

Teknik og miljø:
Det er vigtigt for Fælleslisten at bevare og udvikle den nye kommunes smukke natur og sikre et godt og sundt miljø. På det tekniske område prioriteres en forbedring af standarden på kommunens veje og stisystemer. Fælleslisten arbejder på at udbygge samarbejdet med andre kommuner samt kommunens foreninger og entreprenører om at finde de bedste og mest rationelle løsninger, herunder evt. udlicitering. Der arbejdes på at forbedre de offentlige transportmuligheder mellem kommunens byer. 

 

 

 

 

 

 

 



News Titel
 


Copyright 2011 - Fælleslisten Ikast-Brande